Når du skal opereres for grå stær eller overvejer en linseoperation, er valget af kunstig linse en vigtig del af forløbet. Den kunstige linse erstatter øjets naturlige linse og bliver siddende permanent i øjet. Derfor er det vigtigt, at linsevalget passer til både dine øjne, din synsfejl og din hverdag.
Mange spørger, om de kan slippe helt for briller efter operationen. For nogle kan brillebehovet blive mindre, mens andre fortsat vil have brug for briller til bestemte afstande. Det afhænger blandt andet af, hvilken linsetype der vælges, og om øjet i øvrigt er sundt.
I denne artikel får du et overblik over de mest almindelige typer kunstige linser, og hvad du bør være opmærksom på, før du vælger.
Hvad er en kunstig linse?
En kunstig linse er en klar linse, der indsættes i øjet under en grå stær-operation eller linseoperation. Ved grå stær fjernes øjets uklare naturlige linse og erstattes med en ny kunstig linse. Ved en linseoperation uden grå stær kan den naturlige linse også udskiftes for at korrigere synet.
Den kunstige linse kan ikke mærkes i øjet og kræver normalt ikke vedligeholdelse. Den bliver siddende permanent og er valgt ud fra grundige målinger af øjet.
Hvorfor findes der forskellige linsetyper?
Øjne er forskellige, og mennesker bruger deres syn på forskellige måder. Nogle ønsker især et godt afstandssyn til bilkørsel og natur. Andre læser meget, arbejder ved skærm eller ønsker at være mindre afhængige af briller i hverdagen.
Derfor findes der flere typer kunstige linser. De adskiller sig især ved, om de korrigerer synet på én afstand, bygningsfejl eller flere afstande.
Valget handler ikke om, hvilken linse der er “bedst” generelt, men hvilken linse der passer bedst til dig.
Enkeltstyrke linse / monofokal
En enkeltstyrke linse, også kaldet “monofokal”, kan give et delvist skarpt syn på én afstand. Den korrigerer ikke som udgangspunkt for bygningsfejl, så ofte er synet ikke helt skarpt, medmindre man vælger en linse, der også korrigerer dette. Linser med enkeltstyrke, der også korrigerer bygningsfejl, kaldes toriske linser og kan give fuld skarphed – men stadig kun på én afstand. Med disse linser vil der være behov for briller til skærm og læsning.
Denne linsetype kan være et fint valg, hvis du har det bedst med at bruge briller og er glad for glidende overgang.
Linser til brillefrihed
Der findes flere typer af kunstige linser på markedet, og det kan være svært at vælge. Hos Øjenkirurgisk Klinik Aarhus har vi fulgt udviklingen tæt over mange år. Vi har gennemgået uafhængige peer-reviewede studier og deltaget årligt på internationale konferencer.
På den baggrund har vi nøje udvalgt de linser, der konsekvent har vist de mest stabile og markedsledende resultater – både i synskvalitet og patienttilfredshed. Der findes overordnet set to typer af linser, der kan hjælpe med at opnå brillefrihed.
Multifokale linser
PanOptix er en multifokal linse, der med små ringe fordeler lyset til tre fokuspunkter. Det giver skarpt syn ved læsning, ca. 40 cm, skærmarbejde, ca. 80 cm, og på lang afstand – og dermed en af de bedste muligheder for brillefrihed.
PanOptix er i skrivende stund den mest efterprøvede multifokale linse i verden. I uafhængige, peer-reviewede studier bliver linsen konsekvent placeret i toppen, både når det gælder synskvalitet, patienttilfredshed og reduktion af brillebehov. Resultaterne er stabile på tværs af lande, klinikker og patientgrupper.
Som ved alle multifokale linser kan der i starten opleves “halos” omkring lys. For de fleste aftager dette inden for det første halve år, når hjernen har vænnet sig til det. Man kan ligeledes opleve et nedsat kontrastsyn, men dette forbedres med god belysning.
EDOF: Alcon Vivity
I 2020 indtraf en revolution på markedet, da Alcons “Vivity”-linse blev lanceret. Linsen var den første, som kunne give udvidet fokuspunkt uden brug af ringe. Vivity er en EDOF-linse, “extended depth-of-focus”, som fungerer ved at “strække” fokuspunktet fra afstand og helt ind til ca. 55 cm.
Modsat den multifokale linse er Vivity ikke opbygget med små ringe. Man undgår derfor ringene omkring lyskilder, og man vil ikke opleve et tab af kontrastsyn. Dette medvirker til en hurtigere tilvænningsperiode.
Man vil kunne se skarpt på lang afstand, sin computerskærm samt kunne læse i en armslængde, ca. 55 cm. For at kunne læse tæt på, ca. 40 cm, vil det kræve en supplerende læsebrille.
Torisk linse: korrigerer bygningsfejl
En torisk linse er designet til at korrigere bygningsfejl samtidig med, at den erstatter øjets naturlige linse. Det kræver præcise målinger, og linsen skal placeres korrekt i øjet.
Hvis du har bygningsfejl, kan en torisk linse i nogle tilfælde være relevant. Bygningsfejl betyder, at øjets brydning ikke er helt ens i alle retninger. Det kan give sløret eller forvrænget syn, både på afstand og tæt på. Langt de fleste bygningsfejl korrigeres ikke ved almindelige monofokale linser, da den offentlige sundhedssikring kun tillader dette, hvis bygningsfejlen er meget stor. Derfor vil mange patienter, der opereres med en almindelig monofokal linse, have brug for briller på alle afstande for at få synet helt skarpt.
Hvis du gerne vil have korrigeret din bygningsfejl med en torisk linse, kan dette udføres privat mod betaling – også selvom bygningsfejlen ikke er så stor.
Hvordan vælger man den rette linse?
Den rette linse vælges ud fra en samlet vurdering. Det handler både om dine øjne og om din hverdag. Ved forundersøgelsen måles øjet grundigt, og øjenlægen vurderer, om der er forhold, som kan påvirke resultatet.
Det er blandt andet relevant at tale om:
- Om du har bygningsfejl
- Om du har tørre øjne eller andre øjensygdomme
- Hvor meget du læser eller arbejder ved skærm
- Om du kører meget bil i mørke
- Hvor vigtigt det er for dig at være mindre afhængig af briller
- Hvilke forventninger du har til synet efter operationen
Et godt linsevalg kræver derfor både tekniske målinger og en grundig samtale om dine behov.
Hvornår bør du få en vurdering?
Du bør få en vurdering, hvis du har grå stær, overvejer linseoperation eller er i tvivl om, hvilken løsning der passer bedst til dig. Det gælder især, hvis du oplever sløret syn, generende brillebehov, bygningsfejl eller ønsker at høre mere om mulighederne for mindre afhængighed af briller.
Hos Øjenkirurgisk Klinik Aarhus får du en grundig forundersøgelse, hvor dine øjne bliver målt, og hvor du får rådgivning om dine muligheder. Her gennemgår vi, hvilken linsetype der kan være relevant, og hvad du realistisk kan forvente af resultatet.
Du kan læse mere om vores behandlinger her: Behandlinger
Du kan se aktuelle priser her: Priser
Du kan se ventetider her: Ventetid
Ofte stillede spørgsmål om kunstige linser
Hvad er en kunstig linse?
En kunstig linse er en klar linse, der indsættes i øjet under en grå stær-operation eller linseoperation. Den erstatter øjets naturlige linse og bliver siddende permanent.
Hvilken linse er bedst ved grå stær?
Det afhænger af dine øjne, din synsfejl og dine behov. For nogle er en enkeltstyrkelinse den bedste løsning, mens andre kan have gavn af en torisk, EDOF- eller multifokal linse.
Kan jeg slippe for briller efter operationen?
Ja hvis du vælger en speciallinse til brillefrihed. Det er dog ikke alle der er kandidater til disse linser. Det vil en forundersøgelse kunne afgøre.
Hvordan ved jeg, hvilken linse jeg skal vælge?
Det afgøres ved en forundersøgelse, hvor øjet måles, og hvor øjenlægen vurderer dine behov, synsfejl og øjets sundhed.


